LOKALPLANENS INDHOLD

Områdets anvendelse

Lokalplanen fastlægger at området kun må anvendes til erhvervsformål i form af teknisk produktion, lager- og montageformål, produktionstekniske værksteder og faciliteter til forskning og udvikling samt administration. Herudover må der etableres tilhørende funktioner, såsom adgangsveje, parkering, stier, anlæg til regnvandshåndtering, haveanlæg og lign. Virksomheder skal være klassificeret inden for klasse 1 til 4 jf. Miljøministeriets Håndbog om Miljø og Planlægning – boliger og erhverv i byerne.

Anvendelsen er yderligere specificeret på hvert byggefelt for at zonere anvendelsen i forhold til omgivelserne. Den eksisterende bebyggelse og den kommende bebyggelse vest for den eksisterende bebyggelse må anvendes til erhvervsbebyggelse inden for klasse 1-4, mens den kommende bebyggelse mod øst alene må være erhvervsbebyggelse inden for klasse 1-2.

Inden for lokalplanområdet findes en eksisterende portnerbolig. Portnerboligen er tilknyttet den eksisterende virksomhed og lokalplanen fastlægger at boligformålet også fortsat skal være knyttet op på den primære anvendelse til erhverv. Boligen må desuden anvendes til de øvrige anvendelser, der er muliggjort med lokalplanen.

Der må ikke opføres eller indrettes øvrige boliger inden for lokalplanområdet.

Inden for lokalplanområdet må der desuden etableres over- og underjordiske anlæg til håndtering af regnvand.

 

Ny bebyggelses udformning, placering og udseende

Den eksisterende bebyggelse har et markant arkitektonisk udtryk. Lokalplanen muliggør, at en udvidelse kan bygge videre på denne arkitektur ved at bruge materialer som aluminiumsplader og glas. Formålet er at den kommende, samlede bebyggelse fortsat fremstår som en arkitektonisk enhed.

På kortbilag 4 er vist et forslag til en mulig disponering af en udvidelse. Forslaget viser en gentagelse af den eksisterende bebyggelses form, men i en mindre skala. Tilbygningen imiterer det eksisterende, men underordner sig samtidig, så det fortsat er den eksisterende hovedbygning, der fremstår mest markant.

På kortbilag 5 er vist et principsnit, hvoraf det fremgår at udvidelsen med sine maksimalt 15 meter også vil være lavere end den eksisterende hovedbygning.

Lokalplanen giver mulighed for at etablere op til 40.000m2 elproducerende vedvarende energianlæg på terræn og på bygninger, som skal skabe bedre forudsætninger for energibesparelser og en CO2 neutral energiforsyning i overensstemmelse med Allerød Kommunes Natur- klima og miljøpolitik 2030,

Det er desuden hensigten at ny bebyggelse og nye have- og parkeringsanlæg fremviser erhvervsarkitektur af høj kvalitet tilpasset områdets landskab.

Lokalplanen regulerer bebyggelsens omfang og placering via fastlæggelse af byggefelter og maksimale bygningshøjder, samt krav om afstand til omgivelserne.  

Lokalplanens byggefelter er placeret i en afstand af min. 75 meter fra Nymøllevej. Dette skal sikre, at opførelse af ny bebyggelse inden for lokalplanområdet ikke vil påvirke det eksisterende erhvervsområde syd for Nymøllevej på en måde så udviklingsmulighederne i dette erhvervsområde vil blive begrænset. 

Lokalplanen fastlægger bestemmelser om skiltning, som tager udgangspunkt i den skiltning, der allerede findes på området.

Infrastruktur og parkering

Virksomheden har vejadgang fra Nymøllevej, mens den eksisterende portnerbolig har vejadgang fra Gammel Vassingerødvej. Fra lokalplanområdet skal der desuden sikres vejadgang til vindmøllen inden for matrikel nr. 3u, Vassingerød By, Uggeløse. 

Cyklister og gående har ligeledes adgang fra hhv. Nymøllevej og Gammel Vassingerødvej. Internt i området findes flere eksisterende stier, som forbinder området.

Ved opførelse af ny bebyggelse fastsætter lokalplanen en parkeringsnorm for biler på maks. én plads for hver 100 m² etageareal til produktions- og industriformål og maks. 1 plads for hver 75 m² etageareal til kontorformål og lignende.

Begrænsningen af antallet af parkeringspladser har til hensigt at medvirke til at reducere biltrafikken til og fra virksomheden. Dette er nærmere uddybet i lokalplanens afsnit om forhold til anden lovgivning.

Lokalplanen fastsætter desuden krav om cykelparkering svarende til minimum én plads for hver 200 m2 etageareal. Cykelparkering skal anlægges, således at den er let tilgængelig for brugerne og i umiddelbar nærhed af indgangspartier. 

 

Ubebyggede arealer

For at markere overgangen fra lokalplanområdet til det omkringliggende åbne landskab fastlægger lokalplanen udlæg til beplantningsbælter mod omgivelserne.

Mod det åbne land er hovedhensynet at begrænse indkig til lokalplanområdet, og dermed skabe en blødere overgang mellem erhvervsområdet og landskabet. Beplantningsbæltet mod det åbne land udlægges i en bredde af minimum 10 meter hvor bæltet ikke konflikter med fx naturbeskyttelsesloven, mens beplantningsbæltet langs Nymøllevej og den sydvestlige del langs Kærhøjgårdsvej udlægges i en bredde på 5 meter. Beplantningsbælterne kan også etableres som beplantede jordvolde.

Øvrige ubebyggede, ubefæstede arealer, der ikke anvendes til regnvandshåndtering, stier, vandelementer, beplantningsbælter eller lign. suppleres evt.  med en beplantning af hjemmehørende arter og arealerne skal plejes for at sikre at de fremstår lysåbne og til gavn for biodiversiteten.  

Der må ikke uden tilladelse foretages ændringer i tilstanden af de arealer som er registreret som beskyttet eng og beskyttet sø i henhold til naturbeskyttelseslovens §3.

Det eksisterende regnvandsbassin umiddelbart vest for den eksisterende bebyggelse, har en størrelse der gør, at det er registreret som beskyttet sø i henhold til naturbeskyttelseslovens §3. Dette regnvandsbassin ligger inden for de udlagte byggefelter, og i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen er der derfor ansøgt om tilladelse til at nedlægge det eksisterende regnvandsbassin med henblik på at kunne udnytte det udlagte byggefelt. Allerød Kommune har behandlet ansøgningen, og har efterfølgende meddelt tilladelse til denne nedlæggelse under forudsætning af, at der inden for lokalplanområdet etableres erstatningsnatur i størrelsesordenen 1:2 i forhold til det areal der nedlægges. Tilladelsen gælder i 3 år fra den er meddelt.

Beplantning i en afstand af 15 meter langs de beskyttede søers syd- og vestside må ikke overstige en højde på 1,5 m.

Der må inden for lokalplanområdet laves den nødvendige støjafskærmning i form af jordvolde udformet som et beplantet bakkelandskab.