Bestemmelser

Lokalplanens bestemmelser er den juridiske del af lokalplanen, der bl.a. fastlægger rammerne for områdets anvendelse, udstykning og bebyggelse. Bestemmelserne fastlægges i henhold til Lov om planlægning.

Bestemmelserne er juridisk bindende overfor områdets ejere og brugere. Der må derfor ikke etableres forhold, der er i strid med lokalplanen.

Der kan i nogle tilfælde meddeles dispensation fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med de grundlæggende principper i lokalplanen.

Tekst i kursiv har til formål at forklare og illustrere lokalplanbestemmelserne. Tekst skrevet i kursiv er altså ikke lokalplanbestemmelser og er således ikke bindende.

1.1

Lokalplanen har til formål at sikre: 

  • at områdets anvendelse fastlægges til erhvervsformål i form af virksomhed inden for miljøklasse 1-4,
  • at området kan vejbetjenes fra Nymøllevej og Gl. Vassingerødvej,
  • at der udlægges areal til et beplantningsbælte mod det åbne land for at markere overgangen fra erhvervsområde til åbent land
2.1 Afgrænsning

Lokalplanen afgrænses som vist på kortbilag 1 og omfatter følgende matrikler:

25p og 25s, Lynge By, Lynge

8b, Vassingerød By, Uggeløse,

Del af matrikel nr. 3u, Vassingerød By, Uggeløse,

2.2 Zonestatus

Med byrådets offentlige bekendtgørelse af den endeligt vedtagne lokalplan overføres det på kortbilag 1 viste område fra landzone til byzone.

3.1 Anvendelse

Lokalplanområdet må kun anvendes til erhvervsformål i form af teknisk produktion, lager- og montageformål, produktionstekniske værksteder og faciliteter til forskning og udvikling samt administration.

Virksomheder skal være klassificeret inden for klasse 1 til 4 jf. Miljøministeriets Håndbog om Miljø og Planlægning – boliger og erhverv i byerne.

I Miljøministeriets Håndbog om Miljø og Planlægning anbefales følgende afstandsklasser.

Der opereres med 7 klasser og disse klassers anbefalede afstand til boligområder:

Klasse 1: Der er 0 meter mellem erhverv og boliger og omfatter erhverv med forretninger, liberale erhverv, kontorer og småværksteder med butik.

Klasse 2: Der er minimum 20 meter mellem erhverv og boliger og omfatter erhverv med bogbinderi, elektronikværksteder og f.eks. laboratorier.

Klasse 3: Der er minimum 50 meter mellem erhverv og boliger og omfatter erhverv med håndværksprægede virksomheder og visse servicevirksomheder.

Klasse 4: Der er minimum 100 meter mellem erhverv og boliger og omfatter levnedsmiddelfabrikker og mindre overfladebehandlende virksomheder, herunder autolakkerier.

3.2

Inden for byggefelt 1 (den eksisterende erhvervsbebyggelse) og byggefelt 2 må der kun opføres erhvervsbebyggelse i miljøklasse 1-4, jf. kortbilag 3.

Inden for byggefelt 3, må der kun opføres erhvervsbebyggelse i miljøklasse 1-2, jf. kortbilag 3.

3.3

Inden for lokalplanområdet findes en eksisterende portnerbolig, som angivet på kortbilag 3. Boligformålet er knyttet op på den primære anvendelse til erhverv, hvilket det også fremadrettet skal være. Bygningen kan ligeledes anvendes til de øvrige anvendelser, der er muliggjort med lokalplanen, jf. § 3.1.

Der må ikke etableres eller indrettes yderligere boliger inden for lokalplanområdet.

4.1

Der må ikke foretages udstykning, arealoverførsel eller andre matrikulære forandringer.

5.1 Vejadgang

Lokalplanområdet har vejadgang fra Nymøllevej og Gammel Vassingerødvej som vist på kortbilag 3.

Fra lokalplanområdet skal der desuden sikres vejadgang til vindmøllen, som er beliggende inden for matrikel nr. 3u, Vassingerød By, Uggeløse, men uden for lokalplanområdet. 

5.2 Bilparkering

Der kan udlægges bilparkering svarende til maks. én p-plads for hver 100 m2 etageareal til produktions- og industriformål.

Der kan udlægges bilparkering svarende til maks. én p-plads for hver 75 m2 etageareal til kontorformål og lignende.

Den fastsatte parkeringsnorm angiver en maksimumsnorm for antallet af bilparkeringspladser med henblik på at understøtte de beskrevne mobilitetsinitiativer og -mål som fremgår af redegørelsesafsnittet Mobilitetsanalyse og mobilitetsmål.

5.3 Cykelparkering

Ved etablering af ny bebyggelse skal der etableres cykelparkering svarende til minimum én plads for hver 200 m2 etageareal.

Cykelparkering skal anlægges, således at den er let tilgængelig for brugerne og i umiddelbar nærhed af indgangspartier. 

6.1 Elproducerende vedvarende energianlæg

Der kan opstilles elproducerende vedvarende energianlæg på terræn på arealer, der ikke er udpeget som natur beskyttet i hh. til naturbeskyttelsesloven, samt natur og beplantningsbælter jf. kortbilag 2 og 3.

Der må opstilles maks. 40.000 m2 elproducerende vedvarende energianlæg på terræn. Anlæg på terræn skal opstilles i klynger på maks. 2000 m2 per klynge.

Elproducerende vedvarende energianlæg og tilhørende tekniske installationer på terræn må  etableres i en højde på maks. 4 meter.

Elproducerende vedvarende energianlæg medregnes ikke i bebyggelsesprocenten, jf. BR18 kap. 23, forudsat at det ikke har karakter af en overdækket bebyggelse.

6.2

Elproducerende vedvarende energianlæg kan indgå som bygningselementer på tage og i facader og opsættes direkte i plan med overflade på tagflader eller i facader, således at elementerne indgår som husets andre bygningselementer i overfladen.

Der kan dog opsættes fritstående konstruktioner til elproducerende vedvarende energianlæg på flade tage, såfremt de afskærmes så de ikke er synlige fra offentlig vej.

6.3 Materialer i bygningsdele der påvirkes af regn

Bygningsdele der påvirkes af regn (tage, tagrender, inddækninger, facader mv.) må ikke opføres med zink, kobber, bly eller andet materiale, der indeholder miljøskadelige stoffer, der kan nedsive til jord og grundvand.

6.4 Støjafskærmning

Der må inden for lokalplanområdet laves den nødvendige støjafskærmning i form af jordvolde udformet som et beplantet bakkelandskab.

Eventuelle jordvolde må kun udføres med overskudsjord fra grunden.

6.5 Regnvandshåndtering

Der skal etableres overjordiske anlæg til håndtering af regnvand inden for arealer udlagt til regnvandshåndtering jf. kortbilag 3.

Overjordiske anlæg skal etableres som regnvandssøer kombineret med evt. regnbede, kanaler, vandløb eller lign. og gives et naturligt udtryk, således at anlæggene syner som en naturlig del af de øvrige ubebyggede arealer.

 

Der kan ved behov etableres underjordiske anlæg til håndtering af regnvand.

Anlæg til regnvandshåndtering må ikke etableres inden for arealer, der er beskyttet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, medmindre arealerne indgår som en del af regnvandshåndteringen.

7.1 Bebyggelsens placering

Ny erhvervsbebyggelse skal placeres inden for de på kortbilag 3 angivne byggefelter.

Vassingerødløbet løber igennem lokalplanområdet. Bygninger, bygværker, faste hegn, beplantninger, udgravninger og lignende anlæg af blivende art må ikke uden vandløbsmyndighedens tilladelse anbringes nærmere øverste vandløbskant end 8 m, og for rørlagte strækninger ikke nærmere end 2 m fra ledningens midte, jf. § 7.2 i Regulativ for Vassingerødløbet og sideløb, Kommunevandløb nr. 2

7.2 Bebyggelsens omfang

Bebyggelsesprocenten for ejendommen må ikke overstige 50, jf. beregningsreglerne fastsat i bygningsreglementet BR18, kap. 23.

Bygningernes rumfang må ikke overstige 3 m³ pr. m² beregnet ud fra grundens areal og målt fra naturligt terræn.

7.3

Ny erhvervsbebyggelse må ikke etableres med en bygningshøjde over 15 meter over naturligt terræn. Mindre dele af bebyggelsen, såsom tekniske anlæg og antennemaster, kan dog gives en større højde, såfremt særlige hensyn til anlæggets indretning og drift nødvendiggør det.

Højden på mindre bygninger såsom miljøstationer, overdækket cykelparkering, transformatorstationer og lignende må ikke overstige 3 meter.

8.1

Facader på ny erhvervsbebyggelse må kun fremstå i aluminiumsplader, træ, beton og glas og skal opføres med samme materialemæssige og arkitektoniske udtryk som den eksisterende erhvervsbebyggelse inden for lokalplanområdet.

Tag- og facadematerialer må ikke være reflekterende og må højst have glanstrin 30. Vinduer, glaspartier, solceller og lignende er undtaget.

8.2 Skiltning på bebyggelse

Der kan etableres skiltning på bygningens tag i form af påmalede bogstaver eller anden skiltning, som er plan med bygningens tagflade.

8.3 Fritstående skilte

Der kan opstilles én pylon op til 8 meter høj og 2,5 meter bred, som reklamerer for den pågældende virksomhed.

Der kan desuden opsættes henvisningsskilte, som er maksimalt 4 meter høje og 2 meter brede.

9.1 Beplantning

Ubebyggede, ubefæstede arealer, der ikke anvendes til regnvandshåndtering, stier, beplantningsbælter eller lign. skal etableres med beplantning.

Beplantning i en afstand af 15 meter langs syd- og vestsiden af søer, der er registreret som beskyttede i henhold til naturbeskyttelseslovens §3, må ikke overstige en højde på 1,5 m, for at fremme solindstråling til syd- og vestvendt søbred.

Beplantning inden for området skal primært være af hjemmehørende urter, buske og træer med henblik på at fremme biodiversiteten.

9.2 Beplantningsbælter

Langs størstedelen af lokalplanområdets afgrænsning mod det åbne land udlægges et 10 meter bredt beplantningsbælte som vist på kortbilag 3. Beplantningsbæltet skal etableres med hjemmehørende træer som benved, hassel, fuglekirsebær, rød kornel, kvalkved, æblerose, hunderose, slåen, tørst, vrietorn, vild æble, hyld, , hvidtjørn, avnbøg og/eller skovfyr. De mest lystkrævende placeres yderst i beplantningsbæltet. Beplantningsbæltet kan udføres på en jordvold med en maksimal højde på 5 meter og beplantningen skal fremstå tæt, så det markerer en overgang fra erhvervsområde mod nærmeste naboer og det åbne land.

9.3

Langs Nymøllevej og langs Kærhøjgårdsvej mod sydvest, udlægges et 5 meter bredt beplantningsbælte, som vist på kortbilag 3. Beplantningsbæltet skal etableres med hjemmehørende træer som lærk, hyl, birk, tjørn eller fyr. Beplantningsbæltet kan udføres på en jordvold med en maksimal højde på 5 meter og beplantningen skal fremstå tæt, så det markerer en overgang fra erhvervsområde mod nærmeste naboer og det åbne land.

Hjemmehørende træer som fuglekirsebær, avnbøg, skovfyr og hassel vil pga. deres størrelse ikke være egnede i et beplantningbælte med en bredde på 5 m.

9.4

Ved opstilling af elproducerende vedvarende energianlæg jf. § 6.2 skal der udlægges et 2 meter bredt beplantningsbælte omkring arealet. Beplantningsbæltet skal etableres med hjemmehørende træer som  Lærk, Hyl, Birk, Tjørn eller Fyr. Beplantningen skal opnå en højde på minimum 4 meter og skal fremstå tæt, så det afskærmer for indblik til energianlæggene og ikke giver anledning til blændingsgener.

Hjemmehørende træer som avnbøg og skovfyr vil ikke være egnede omkring solcelleanlæg på terræn, da de vil skygge for solcellerne. Slåen og æblerose er ligeledes uegnede omkring solcelleanlæg, da de næppe når en højde på 4 meter.

9.5 Terrænregulering

Der må inden for lokalplanområdet foretages terrænregulering på maks. +/- 0,5 meter i forhold til naturligt terræn.

10.1 Cykelparkering

Ny bebyggelse må ikke tages i brug før der er etableret de til bebyggelsen hørende andel af cykelparkeringspladser jf. § 5.3.

10.2 Beplantningsbælter

Ny bebyggelse på ejendomme, hvor der skal etableres beplantningsbælter, må ikke tages i brug før der er etableret de i §§ 9.2 og 9.3 nævnte beplantningsbælter.

Beplantningen skal senest være etableret førstkommende plantesæson efter ibrugtagning af det opførte byggeri.

11.1 Aflysning af lokalplaner

Ved den offentlige bekendtgørelse af lokalplan 3-350 ophæves Lokalplan nr. 349 for det område, der er omfattet af nærværende lokalplan.

11.2 Aflysning af servitutter og deklarationer

Der aflyses ingen servitutter.

 

12.1

Når lokalplanen er endeligt vedtaget og offentligt bekendtgjort, må ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18 kun bebygges eller anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.

Den eksisterende, lovlige anvendelse af en ejendom kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv pligt til at udføre de anlæg, der er indeholdt i planen.

12.2

Byrådet kan meddele dispensation fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Videregående afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved en ny lokalplan.

Dispensation kan kun ske efter en skriftlig orientering af naboer m.fl., medmindre Byrådet skønner, at dispensationen er af uvæsentlig betydning for de pågældende (planlovens §§ 19 og 20).

12.3

Private byggeservitutter og andre tilstandsservitutter, der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af denne.

12.4

Såfremt forhold ikke er reguleret i lokalplanen, gælder de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser i bygge- og planlovgivningen.