Lokalplanområdets beliggenhed og afgrænsning

Lokalplanområdet er på ca. 7600 m2 heraf 391 m2 vej og er beliggende syd for Kollerødvej mellem Engholm Parkvej og Rådhusvej. Lokalplanområdet ligger i et område med spredt bebyggelse bestående af store volumener herunder institutioner og erhvervsbyggeri. Dette med undtagelse af en boligbebyggelse beliggende på nabomatriklen mod øst samt boligbebyggelsen Rådhusparken lidt længere øst for planområdet.

Lokalplanområdet afgrænses mod syd og vest af den regionale sti 31, der på dette sted føres under Kollerødvej. Mod sydøst er Allerød Gymnasium beliggende og mod sydvest Allerød Rådhus. 

Lokalplanområdet er beliggende ca. 1 km fra Allerød Bymidte mod øst og i umiddelbar nærhed til grønne, rekreative funktioner mod vest herunder et idrætsanlæg ved Møllemosevej og skov- og sølandskabet ved Rørmosen.