Naturbeskyttelsesloven
Der er i området og dets nærhed ikke observeret arter listet på EU-habitatdirektivets bilag IV.
Nærmeste Natura 2000-område er Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiksdal skov, beliggende ca. 1,6 km syd for lokalplanområdet.
Nærmeste beskyttede naturtype er en mose ca. 90 meter mod syd. Mosen afgrænser en beskyttet sø, som indgår i regnvandssystemet. Overfladevand forventes at ledes til Græse Å via denne sø. Da arealet allerede ved lokalplanens vedtagelse afleder overfaldevand fra lokalplanområdet til Græse Å via søen forventes søen og mosen ikke hydraulisk eller vandkvalitetsmæssigt påvirket. Det vurderes således, at lokalplanen ikke vil påvirke de beskyttede områder.
Området er ikke omfattet af bygge- og beskyttelseslinjer i henhold til naturbeskyttelsesloven.
Museumsloven
Der må ikke påbegyndes grave- eller anlægsarbejder, før Museum Nordsjælland er hørt, om de har interesse i at foretage arkæologiske undersøgelser på ejendommen. Skulle der under anlægsarbejdet i lokalplanområdet forekomme fortidsminder, historiske fund el. lign., skal arbejdet standses og Museum Nordsjælland tilkaldes for besigtigelse, jf. museumsloven.
Området rummer ikke stendiger, jorddiger eller fortidsminder, som er beskyttet af museumslovens § 8a.
Jordforureningsloven
Der er registreret forurenede arealer i 2 områder på i alt 1.200 m² på matrikel 14ø, Uggeløse By, Uggeløse. Arealerne er kortlagt som forurenet på vidensniveau 2.
Det er betinget i købsaftalen med Lillerød Boligforening, at forureningen fjernes, så grunden kan udtages af kortlægningen efter aftale med Region Hovedstaden.
Lokalplanområdet er omfattet af områdeklassificering efter jordforureningslovens § 50a. De
områdeklassificerede områder er ejendomme, hvor jorden kan være lettere forurenet på grund af diffus forurening. Flytning af jord fra ejendomme omfattet af områdeklassificering skal anmeldes til kommunen, og jordhåndtering skal i øvrigt ske i overensstemmelse med den til enhver tid gældende jordflytningsbekendtgørelse samt jordregulativ for Allerød Kommune.
Ved ændring af arealanvendelsen til en mere følsom arealanvendelse som bolig, skal ejeren eller brugeren sikre, at de øverste 50 cm jordlag af det ubebyggede areal er uforurenet, eller at der etableres en varig fast belægning. Reglen fremgår af jordforureningslovens § 72b.
Hvis der i forbindelse med bygge- og anlægsarbejdet konstateres tegn på forurening, skal gravearbejdet standses og kommunens miljømyndighed kontaktes (jordforureningslovens § 71).
Grundvandsbeskyttelse
Lokalplanområdet ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD) og skal beskyttes mod nedsivning af forurenende stoffer til grundvandet. Lokalplanområdet ligger ikke inden for andre beskyttelsesområder.
Miljøbeskyttelsesloven
Affald
I henhold til miljøbeskyttelsesloven og affaldsbekendtgørelsen skal kommunen fastsætte regler for indsamling og håndtering af affald i kommunens affaldsregulativer, som er det retslige grundlag for kommunens affaldsordninger. I regulativet for husholdningsaffald er der krav om sortering af affald til genanvendelse. Beholdertyper og regler for placering herunder afstandskrav mv. er beskrevet i affaldsregulativet, og skal overholdes.
Servitutter
Inden for området er lyst en række offentlig retlige servitutter, som ikke aflyses med lokalplanens vedtagelse.